Om cronwald
Advokatfirmaet Cronwald er beliggende i stadionbyggeriet centralt i Viborg med gode parkeringsmuligheder.
Vi lægger vægt på at give en nærværende rådgivning på et højt fagligt og etisk niveau, hvor klienten modtager et solidt juridisk håndværk præsenteret klart og forståeligt.
Det er endvidere vigtigt for os i samarbejdet med vores klienter at inddrage forhold i vores rådgivning, som ikke direkte er juridiske f.eks. relevante strategiske, økonomiske og etiske hensyn. Enhver rådgivning er individuel og afhænger af sagens karakter og klientens forhold.
Det er altid muligt hurtigt at få et møde eller en telefonisk drøftelse med os – det koster ikke noget.
Såfremt du har en konkret opgave eller blot ønsker at tage en drøftelse om et fremtidigt samarbejde, er du altid velkommen til at kontakte os for at aftale et uforpligtende møde.
Klient hos Advokatfirmaet Cronwald
Hos Advokatfirmaet Cronwald lytter vi til vores klienter og fokuserer på deres behov.
Vi vil gerne tages med på råd så tidligt som muligt og lægger stor vægt på at være til rådighed og være tilgængelige. Af samme grund benytter vi os i vidt omfang af elektronisk korrespondance med henblik på at effektivisere sagsprocessen og sikre en hurtig og smidig sagsbehandling.
Advokatsamfundet
Alle advokater hos Advokatfirmaet Cronwald er beskikket af Justitsministeriet og er medlem af Advokatsamfundet. Som alle andre advokater er vi underlagt en detaljeret regulering. Dette sikrer, at det at gå til advokat altid er ensbetydende med kompetent og uvildig rådgivning. Disse generelle regler kan læses på Advokatsamfundets hjemmeside.
Som en del af disse regler har vi pligt til at sikre os vores klienters identitet. Derfor vil nye klienter opleve at blive bedt om at oplyse navn, adresse og cpr.nr. samt fremvise legitimation. Selskaber vil blive bedt om at oplyse selskabets navn, adresse og CVR nr., samt hvem ejeren er.
Ansvar
Advokatfirmaet Cronwald har en ansvarsforsikring, som dækker rådgivning vedrørende retsforhold i Danmark. Forsikringsdækningen har et maksimum for erhvervsansvar på DKK 6.933.960,00. Ved påtagelse af en opgave er vores ansvar begrænset til dette beløb. I det omfang en klient i forbindelse med en konkret opgave måtte ønske det, vil der være mulighed for at forhøje vores forsikringsdækning.
Advokatfirmaet Cronwald er ikke ansvarlig for indirekte tab som f.eks. driftstab, mistet fortjeneste og goodwill.
I overensstemmelse med de af Advokatsamfundet fastsatte regler har Advokatfirmaet Cronwald endvidere stillet garanti.
Forsikringsselskab/garantistiller er Tryg Forsikring, Klausdalsbrovej 601, 2750 Ballerup.
Interessekonflikter
I forbindelse med påtagelse af en opgave undersøger vi, hvorvidt der kan være interessekonflikter mellem firmaets klienter. Såfremt dette er tilfældet, henviser vi klienten til en anden advokat.
Honorering
Vores honorar fastsættes på grundlag af opgavens karakterer, de involverede værdier, det ansvar, der er forbundet med opgaveløsningen, de opnåede resultater og den medgåede tid.
Udlæg
Som udgangspunkt vil vi bede om forudbetaling for de udlæg, der skal afholdes som led i sagsbehandlingen, f.eks. retsafgifter, skønsmand m.v. I de tilfælde, hvor vi har afholdt udlæg, vil de straks blive opkrævet hos klienten.
Opbevaring af sager
Alle sager og dokumenter vil som hovedregel blive opbevaret i mindst 5 år fra sagens afslutning. Originale dokumenter vil altid blive tilbageleveret til klienten ved sagens afslutning, med mindre anden aftale indgåes.